Nyt i Kildekritik: sådan arbejder vi med spørgsmålet om oprindelse

Hvad rubrikken Kildekritik dækker

Kildekritik er den rubrik, hvor vi samler tekster om ét enkelt spørgsmål: hvor kommer en oplysning fra, og hvor meget kan den bære? Det lyder enkelt, men i praksis er det her, mange undersøgelser enten holder eller falder fra hinanden. En påstand i et referat, et tal i en pressemeddelelse og en bemærkning i en mail har tre forskellige slags tyngde, selv om de kan stå side om side i dine noter.

Rubrikken er ny, ligesom hele tidsskriftet, og vi har valgt at holde den jordnær. Du finder ikke abstrakte teorier om sandhed, men gennemgange, du kan lægge ved siden af dit eget materiale og bruge med det samme. Vi skriver til nysgerrige læsere, studerende og fagfolk, der arbejder med egne undersøgelser og vil gøre det grundigt og ansvarligt.

Som chefredaktør vil jeg gerne sige, hvorfor kildekritik står som sin egen rubrik. Den hører sammen med dokumentresearch, kronologi og metode, men den har en egen disciplin: at standse op, før en oplysning får lov at blive et grundlag, og at spørge, hvad den faktisk er.

Tre spørgsmål, vi stiller til enhver oplysning

Når vi gennemgår et materiale, vender vi tilbage til tre spørgsmål. Hvem har skrevet eller sagt det, og hvad vidste vedkommende selv? Hvornår og i hvilken sammenhæng opstod oplysningen? Og kan den findes et andet sted, uafhængigt af den første kilde? Spørgsmålene er simple, men de tvinger dig til at skille det, du ved, fra det, du blot har læst.

Det tredje spørgsmål bliver ofte misforstået. At to tekster siger det samme er ikke det samme som, at to kilder bekræfter hinanden. Hvis begge har hentet oplysningen fra samme sted, har du én kilde i to udgaver. Derfor lærer vi dig at spore et udsagn tilbage til dets ophav, før du tæller den som bekræftelse.

I de kommende tekster i rubrikken folder vi hvert af de tre spørgsmål ud med eksempler fra dokumenttyper, du selv kan komme til at arbejde med, som referater, kontrakter og korrespondance.

• Hvem er afsender, og hvad havde vedkommende adgang til at vide?
• Hvornår og under hvilke omstændigheder blev det skrevet?
• Findes oplysningen uafhængigt af den første kilde?

Primær og sekundær kilde i praksis

Forskellen på en primær og en sekundær kilde er et af de første begreber, vi tager op. En primær kilde er så tæt på hændelsen som muligt: en underskrevet aftale, et mødereferat skrevet samme dag, en mail sendt i øjeblikket. En sekundær kilde fortæller om det samme, men gennem en andens hånd, ofte senere og med en fortolkning ovenpå.

Det betyder ikke, at sekundære kilder er værdiløse. De kan pege dig mod de primære, give dig overblik og forklare sammenhænge. Men de bør aldrig stå alene, når en konklusion hviler på dem. Vi anbefaler, at du i dine noter altid markerer, hvilken slags kilde du har foran dig, og hvor langt den er fra det, den beskriver.

En enkel vane hjælper meget: skriv ved siden af hver oplysning, om du har set den selv, eller om du har den fra nogen, der har set den. Efter nogle uger bliver det et automatisk blik, og dine senere læsere kan følge dit spor.

Hvor meget kan en oplysning bære?

Bæreevne er det ord, vi bruger om, hvor tungt en oplysning må veje i din fremstilling. En ældre håndskrevet bemærkning kan være ægte og alligevel kun bære et svagt udsagn, fordi den er løs, uden dato eller uden kendt afsender. Et formelt dokument kan derimod bære meget, men kun inden for det, det faktisk siger.

Vi opfordrer til at formulere sine konklusioner i takt med bæreevnen. Har du én kilde, der antyder noget, så skriv, at den antyder det. Har du to uafhængige, der siger det samme, kan du være mere bestemt. Præcis sprogbrug er en del af kildekritikken, ikke et pynteligt tillæg.

Det er også her, kronologien kommer ind. Når du placerer oplysninger på en tidslinje, ser du hurtigt, hvis en kilde påstår noget om et tidspunkt, hvor afsenderen slet ikke kunne vide det. Rubrikkerne i tidsskriftet hænger derfor sammen, og vi henviser til hinanden, hvor det giver mening for dit arbejde.

Sådan læser du rubrikken i efteråret

Efteråret er for mange tiden, hvor opgaver, projekter og undersøgelser fylder kalenderen igen, og her kan en fast metode spare dig for omveje. Vi foreslår, at du læser rubrikken som en værktøjskasse snarere end som en fortløbende bog. Tag den tekst, der svarer til det problem, du står med, og brug den på dit eget materiale.

Hvis du er studerende, kan du bruge gennemgangene som et sprog til at beskrive din kildebehandling i en opgave. Hvis du arbejder professionelt, kan de fungere som en fælles reference i et team, så alle bruger samme begreber om pålidelighed. Ingen af delene kræver særligt udstyr, kun papir eller en tekstfil og tålmodighed.

Vi opdaterer ikke tekster med påstande om fremskridt, vi ikke kan stå inde for. Rubrikken vokser én artikel ad gangen, og hver tekst skal kunne stå på egne ben, også om et år, når du finder den igen.

Hvad du kan forvente af os

Vi lover ikke genveje. Kildekritik tager tid, og de fleste gode undersøgelser er langsomme, fordi de kræver, at man vender tilbage til det, man troede, man vidste. Det, vi kan love, er klare forklaringer, konkrete eksempler og en rolig tone, hvor det er i orden at sige, at noget er uafklaret.

Redaktionen læser hinandens tekster, og Mette Andersen læser alle til sidst med et øje for ansvarlig praksis. Henrik Poulsen står for meget af det metodiske i rubrikken, især notevaner og dokumentation. Selv skriver jeg mest om kilders pålidelighed og om, hvordan man vejer et udsagn.

Skriv gerne til redaktionen, hvis du savner et emne eller har set noget, vi bør præcisere. Det er en del af gennemsigtigheden: vi vil kunne rettes, og vi vil vise, hvordan vi er nået frem til det, vi skriver.