Noterne der reddede Idas undersøgelse: en sag om dokumentation

Idas undersøgelse og det, der ikke hang sammen

Ida er studerende og skrev i efteråret et større projekt om, hvordan en kommunal byggesag var forløbet. Hun havde samlet referater, mails og to interviews, og hun var godt tilfreds med bunken, indtil hun skulle skrive. Da opdagede hun, at hun ikke kunne sige, hvor en række oplysninger stammede fra. En dato stod i en af hendes noter, men hun kunne ikke afgøre, om den var læst i et referat eller hørt i en samtale.

Hun skrev til redaktionen og bad om hjælp, og jeg læste hendes materiale igennem sammen med hende over nogle uger. Det, jeg først lagde mærke til, var ikke mangel på arbejde, men mangel på spor. Hver oplysning var rigtig nok i hendes hoved, men ingen andre kunne følge den tilbage til kilden. Det er en almindelig situation, og den opstår sjældent af skødesløshed.

Hvorfor gode intentioner ikke er nok

Mange tror, at grundighed handler om at samle meget. Idas sag viser det modsatte: man kan have samlet rigtig meget og stadig stå uden dokumentation. Når noterne blander egne tanker, citater og referat, bliver det umuligt at skelne, hvad der er belagt, og hvad der er en formodning, man selv har lagt til undervejs.

Det er her ansvarligheden kommer ind. En undersøgelse, der skal kunne forsvares over for en vejleder, en redaktør eller en læser, kræver, at du kan vise vejen fra påstand til kilde. Ida var heller ikke uærlig, men hun havde ingen måde at bevise sin ærlighed på. Hendes problem var metodisk, ikke moralsk, og det gør det heldigvis mere håndterbart at rette op.

Det vi ændrede i hendes notevaner

Vi startede med at holde tre ting adskilt i hver note: hvad kilden siger, hvad Ida selv tænker om det, og hvor oplysningen er fundet. Det lyder banalt, men det krævede, at hun gik hele materialet igennem igen og sorterede. Det tog flere aftener, og hun var i begyndelsen utålmodig over at bruge tid på noget, hun mente at have gjort allerede.

Til hver oplysning knyttede hun en kort henvisning med dokumentets titel, dato og sidetal eller tidspunkt i samtalen. Interviews fik en egen linje med, hvornår de var optaget, og om hun havde lov til at citere. Hun begyndte desuden at markere, når en oplysning kun hvilede på én kilde, så hun kunne se, hvor materialet var tyndt.

• Kilde, eget synspunkt og fundsted holdes i hver sin kolonne
• Dokumentets titel, dato og side noteres med det samme
• Oplysninger med kun én kilde markeres tydeligt

Da hullerne blev synlige

Da noterne var ryddet op, skete der noget, Ida ikke havde regnet med. Hun kunne pludselig se, hvor hendes fortælling bar, og hvor den var gisnet. Tre af hendes påstande om, hvem der havde besluttet hvad, hvilede på en enkelt mundtlig udtalelse, som hun ikke havde fået bekræftet. Dem omformulerede hun forsigtigt eller tog ud.

Det føltes først som et tab, men teksten blev stærkere af det. En påstand, der er skrevet med et forbehold, fordi du ved, at beviset er svagt, er mere troværdig end en sikker formulering uden grundlag. Ida skrev efterfølgende, at hun for første gang kunne læse sit eget udkast uden at være utryg ved, hvad der ville ske, hvis nogen spurgte ind til en detalje.

Det praktiske: sådan kan du selv gøre

Du behøver ikke et avanceret system. Et dokument eller en notesbog med faste rubrikker er nok, hvis du bruger dem hver gang og fra første dag. Det svære er vanen, ikke værktøjet. Det er langt lettere at notere kilden, mens du har dokumentet foran dig, end at rekonstruere det uger senere, når du ikke længere husker, hvad der stod hvor.

Sæt dig også en regel om, at intet kommer ind i dit udkast uden en henvisning, du selv kan finde igen. Hvis du kommer i tvivl om en oplysnings oprindelse, behandler du den som ubekræftet, til du har fundet den. Her i de mørkere efterårsuger, hvor mange tager fat på større opgaver, er det et godt tidspunkt at indføre vanen, før materialet vokser dig over hovedet.

• Brug samme rubrikker i hver note, uden undtagelser
• Noter kilden, mens dokumentet ligger fremme
• Behandl oplysninger uden fundsted som ubekræftede