Primær og sekundær kilde: hvad ordene egentlig betyder

Ordene, som alle bruger og få forklarer

Når man begynder at læse om kildearbejde, støder man hurtigt på to ord: primær og sekundær kilde. De bruges, som om alle vidste, hvad de betyder, og alligevel er der mange, der blander dem sammen, fordi forklaringen sjældent bliver sagt højt. Her er den korte version: en primær kilde er materiale fra dem, der selv var der, eller som selv traf beslutningen.

En sekundær kilde er derimod en, der fortæller om noget, som afsenderen ikke selv var en del af. Det kan være en artikel, en bog eller et resumé, hvor nogen har samlet, fortolket og ordnet det, andre har skrevet eller sagt. Skelnen handler altså om afstand: hvor mange led der ligger mellem dig og det, der skete.

Jeg skriver til dagligt om kronologi, og her er afstanden afgørende. Når en datoliste skal holde, vil jeg gerne vide, om hver dato stammer fra et dokument skrevet samme dag eller fra en erindring nedskrevet mange år senere. Ordene primær og sekundær er blot en bekvem genvej til det spørgsmål.

• Primær: materiale fra dem, der var til stede eller traf beslutningen
• Sekundær: en fortælling om begivenheden, skrevet af en udenforstående
• Skelnen handler om afstand, ikke om sandhed

Hvad der tæller som primær kilde i praksis

Eksemplerne er mere hjælpsomme end definitionen. Et referat fra et bestyrelsesmøde, en underskrevet aftale, et brev, en e-mail, en regnskabsbilag og et fotografi taget under en begivenhed er alle primære kilder. De er produceret af de involverede på det tidspunkt, hvor tingene foregik, og ofte uden tanke på en senere læser.

Det sidste punkt er værd at lægge mærke til. Et dokument, der er skrevet uden publikum, har typisk færre grunde til at pynte på virkeligheden. Men det betyder ikke, at det er neutralt. Et referat afspejler, hvad referenten fandt vigtigt, og en e-mail afspejler afsenderens humør og hensigter den dag. Primær betyder tæt på, ikke ufejlbarlig.

Derfor læser jeg altid et primært dokument med to spørgsmål i baghovedet: hvem skrev det, og til hvem? Svarene ændrer ofte, hvor meget vægt en enkelt linje kan bære. Et notat til en kollega siger noget andet end et brev, der skal overbevise en udenforstående.

Hvorfor sekundære kilder stadig er guld værd

Der findes en misforståelse om, at sekundære kilder er dårlige og primære er gode. Sådan er det ikke. En sekundær kilde kan spare dig for uger af arbejde, fordi nogen allerede har gennemgået materialet, sat det i sammenhæng og peget på, hvor du skal kigge. Mange af mine bedste fund begyndte med en omhyggelig gennemgang skrevet af en anden.

Prisen er, at du arver forfatterens valg. Alt, hvad der er udeladt, ser du ikke, og alt, hvad der er fortolket, kommer til dig med en fortolkning bygget ind. En sekundær kilde er derfor et godt kort, men ikke selve landskabet. Brug den til at orientere dig, og gå så gerne videre til det, den bygger på.

En enkel vane hjælper: læs fodnoter, henvisninger og kildelister, før du læser selve teksten til bunds. De fortæller, hvad forfatteren selv har set, og hvad vedkommende blot har hørt om. Det giver dig en idé om, hvor stabilt fundamentet er.

Når grænsen bliver uskarp

I virkeligheden er skellet ikke altid skarpt. En avisartikel er en sekundær kilde om en begivenhed, men en primær kilde om avisens egen holdning. Et interview kan være primært, hvis personen fortæller om noget, vedkommende selv oplevede, og sekundært, hvis hun gengiver, hvad andre fortalte hende. Det afhænger af, hvad du bruger det til.

Derfor er det bedre at spørge hvad end hvilken. Hvad er denne tekst primær kilde til, og hvad er den kun gengivelse af? Spørgsmålet tvinger dig til at afgrænse, hvad du faktisk har i hænderne. Det ender ofte med, at ét dokument bærer en påstand fint og en anden slet ikke.

Jeg har oplevet at bruge en forening årsberetning som primær kilde til, hvad foreningen ønskede at fremstå som, men aldrig som bevis for, hvad der faktisk skete i løbet af året. Samme dokument, to vidt forskellige roller.

• Spørg: hvad er teksten primær kilde til?
• Spørg: hvad gengiver den blot fra andre?
• Samme dokument kan have forskellig vægt i forskellige sammenhænge

Sådan holder du styr på det i dine egne noter

Det mest nyttige, du kan gøre, er at mærke hver oplysning i dine noter med dens afstand til begivenheden. Jeg skriver bare et P eller et S ud for hver linje og tilføjer kort, hvem der er afsender. Det tager få sekunder, men sparer mange timer, når du senere skal finde ud af, hvad du egentlig ved.

Notér også, hvordan du fik fat i kilden: fandt du originalen, en kopi eller en omtale? En scannet kopi af et brev er stadig den primære kilde, men en transskription lavet af en anden er et led mere. Skriv det ned, mens du husker det, ikke bagefter.

Når du til sidst samler dine fund i en kronologi, kan du se på et øjeblik, hvilke datoer der hviler på dokumenter fra dagen, og hvilke der bygger på senere fortællinger. De sidste er ikke værdiløse, men de skal markeres, så du ikke ubevidst behandler dem som fast grund.

• Mærk hver note med P eller S og afsenderens navn
• Skriv, om du har set originalen, en kopi eller blot en omtale

Små spørgsmål, du kan stille til enhver kilde

Når du står med et nyt dokument og er i tvivl om, hvordan du skal veje det, kan du gå gennem få spørgsmål. Hvem har skrevet det, og var vedkommende selv til stede? Hvornår blev det skrevet i forhold til begivenheden? Og hvad ville afsenderen gerne opnå med det?

Ingen af spørgsmålene giver et ja eller nej. De hjælper dig i stedet med at placere kilden på en glidende skala mellem tæt på og langt fra. Jo flere led, der ligger imellem, desto mere forsigtigt bør du formulere dig, og desto mere bør du lede efter en anden kilde, der kan bekræfte eller modsige.

Efterårets lange aftener er et godt tidspunkt at øve det på en bunke gamle dokumenter, du allerede har liggende. Prøv at sortere dem i primære og sekundære, og læg mærke til, hvor ofte du tøver. Tøvet er præcis det, begreberne er til for at gøre synligt.