Hvad betyder et dokuments proveniens, og hvorfor spørger vi efter det?

Et ord, der lyder tungere, end det er

Proveniens kommer af et latinsk ord for at udspringe af noget, og betydningen er lige til: hvor kommer dokumentet fra, og hvilken vej har det taget, før det landede på dit bord? Det er ikke et ord, du behøver at bruge i hverdagen, men spørgsmålet bag det bør du stille hver gang, du får et papir i hånden. I dokumentresearch er det et af de første spørgsmål, fordi alt andet bygger på det. Et referat, en kontrakt eller en mail kan have det rette indhold og stadig være svær at bruge, hvis ingen kan sige, hvem der har haft det, og hvad der er sket undervejs.

Når jeg skriver om kildekritik, vender jeg tit tilbage til én simpel pointe: et dokument er ikke bare sine ord. Det er også sin historie. Samme tekst kan være en original fra en sagsmappe, en kopi sendt videre af en tredjepart eller et uddrag, hvor nogen har valgt, hvad der skulle med. De tre ting vejer meget forskelligt, selv om siderne ser ens ud.

Tre spørgsmål, der samler begrebet

Du kan koge proveniens ned til tre spørgsmål. Hvem har lavet dokumentet, og hvornår? Hvem har haft det i hænderne siden? Og hvordan er det kommet til dig? Ingen af dem kræver særlig faglighed, kun tålmodighed og en vilje til at skrive svarene ned, mens du stadig husker dem. Det sidste spørgsmål bliver oftest glemt.

Vi er optaget af indholdet og springer over, at filen kom som vedhæftning fra en bekendt, eller at papiret lå i en mappe uden afsender. Alligevel er det netop her, du senere skal kunne forklare, hvorfor du stoler på materialet, hvis nogen spørger.

• Hvem har lavet dokumentet, og hvornår?
• Hvem har haft det, siden det blev lavet?
• Hvordan er det nået frem til dig?

Original, kopi og uddrag

Den nemmeste måde at gøre begrebet konkret på er at sortere dine dokumenter i tre bunker. Originalen er det, som blev til i den sammenhæng, du undersøger. Kopien er en gengivelse, der kan være tro eller mangelfuld. Uddraget er en del, som en anden har fundet vigtig. Skriv ved hvert dokument, hvilken af de tre det er, og hvad du bygger det på. En kopi er ikke dårligere i sig selv.

Mange vigtige dokumenter findes kun som kopi. Men en kopi bør følges af viden om, hvem der tog den, og om siderne er komplette. Mangler der en side eller en bilag, skal det stå i dine noter, ikke blot i din hukommelse, for ellers bliver hullet usynligt, næste gang du åbner mappen.

Et eksempel fra en almindelig mappe

Forestil dig en leveringsaftale mellem to små virksomheder. Du modtager den som pdf fra en person, der selv fik den videresendt. Underskrifterne er med, men sidetallene springer fra fire til seks. Er aftalen så ubrugelig? Nej, men du ved nu, at du ikke har det hele, og det bør du sige højt, hver gang du henviser til den. I praksis betyder det, at du går tilbage i kæden.

Hvem sendte den til dig, og hvem sendte den til dem? Du behøver ikke nå helt til kilden for at have gavn af øvelsen. Allerede to led bagud ser du ofte, om filen er rørt, omdøbt eller samlet af flere dele, og det ændrer, hvor sikkert du kan citere den.

Sådan holder du styr på proveniens undervejs

Det mest brugbare værktøj er en simpel oversigt: ét punkt pr. dokument med titel, dato, hvem der leverede det, hvornår du fik det, og hvilken form det har. Den behøver ikke være pæn. Den skal bare være ført løbende, for proveniens, du skal rekonstruere bagefter, er næsten altid dårligere end den, du noterede i øjeblikket. Gem også den oprindelige fil uændret og arbejd i en kopi.

Så kan du altid vise, hvad du fik, og hvad du selv har markeret. Giv filerne navne, der siger noget, og undgå at overskrive. Det lyder småt, men det er netop disse vaner, der gør dit arbejde forklarligt for andre og for dig selv om et halvt år.

• Én linje pr. dokument: titel, dato, afsender, modtagelsesdato
• Gem originalfilen uændret, arbejd i en kopi
• Skriv ned, hvis sider eller bilag mangler

Når proveniensen er uklar

Nogle gange kan du ikke finde ud af, hvor et dokument kommer fra. Det betyder ikke, at du skal smide det ud, men at du skal give det en anden vægt. Et dokument med ukendt oprindelse kan pege dig mod noget, du bagefter skal bekræfte andre steder, men det bør ikke stå alene som grundlag for en konklusion.

Vær ærlig over for læseren om det. Skriv, at materialet er modtaget uden kendt afsender, og at indholdet er sammenholdt med andre kilder. Den slags åbenhed gør din tekst mere troværdig, ikke mindre. Dem, der læser dit arbejde, kan selv vurdere, hvor meget vægt de vil lægge på det, og det er netop meningen.