Hvad kildekritik koster, og hvad der driver prisen

Prisen regnes i timer, ikke i kroner

Når nogen spørger, hvad kildekritik koster, er det ærlige svar, at regningen sjældent kommer fra en leverandør. Den kommer fra din egen kalender. En enkelt oplysning kan tage ti minutter at kontrollere eller tre dage, og forskellen afhænger af, hvor den kommer fra, og hvor mange led der ligger imellem dig og det oprindelige dokument.

I mit eget arbejde som chefredaktør har jeg lært at tænke i tre poster: tiden til at finde oprindelsen, tiden til at læse den grundigt og tiden til at dokumentere, hvad du fandt. Den sidste post bliver oftest glemt, men den er den, der gør kontrollen brugbar, når du eller en anden vender tilbage til sagen om en måned.

De pengemæssige udgifter er til gengæld små og konkrete: kopier af dokumenter, adgang til arkiver, måske et abonnement på en database. De fylder sjældent mere end en brøkdel af den samlede indsats, og de er lette at overse i forhold til de timer, der går med at jage en kilde, som ikke vil lade sig finde.

• Tid til at finde oprindelsen
• Tid til at læse og sammenholde
• Tid til at skrive kontrollen ned
• Små udgifter til kopier og adgang

Afstanden til originalen er den største prisfaktor

Jo flere led der ligger mellem dig og det oprindelige dokument, desto dyrere bliver kontrollen. En oplysning, du har fra en artikel, som henviser til en rapport, som henviser til et referat, kræver, at du går baglæns gennem hvert led. Hvert trin kan være blindgyde, og hvert trin skal vurderes for sig.

En førstehåndskilde, for eksempel en kontrakt du selv har læst eller et referat du selv har fået udleveret, er billig at kontrollere, fordi du står ved selve kilden. Du kan stadig vurdere, om den er komplet og ægte, men du slipper for detektivarbejdet om, hvem der har skrevet hvad af hvem.

Derfor begynder jeg altid med spørgsmålet: hvor mange hænder er denne oplysning gået igennem? Svaret giver mig et grovt skøn over, hvor lang tid kontrollen kommer til at tage, og om den overhovedet står mål med det, oplysningen skal bære i min tekst.

• Førstehåndskilde: lav pris
• Gengivelse af gengivelse: høj pris
• Ukendt oprindelse: pris svær at skønne

Indsatsen står i forhold til, hvad oplysningen skal bære

Ikke alt skal kontrolleres lige grundigt. En detalje, der blot er baggrund, tåler en let kontrol, mens en påstand, der bærer hele din konklusion, fortjener den fulde gennemgang. Det er en prioritering, ikke en genvej, og den kræver, at du er ærlig over for dig selv om, hvilke oplysninger der virkelig bærer vægten.

Jeg plejer at sortere mine oplysninger i tre bunker: dem, jeg ville kunne forsvare med et enkelt dokument; dem, der kræver to uafhængige kilder; og dem, jeg dropper, fordi jeg ikke kan nå at bekræfte dem. Den sidste bunke er den mest undervurderede, for at udelade noget er også en måde at spare tid og undgå fejl på.

Den sortering gør desuden regnestykket synligt. Du kan se, at tre oplysninger tager størstedelen af tiden, og så kan du beslutte, om de er det værd, eller om din tekst kan stå uden dem. Prisen bliver et valg frem for en overraskelse.

• Bærende påstande: fuld kontrol
• Støtteoplysninger: let kontrol
• Uverificerbare detaljer: udelad

Det, der gør en kontrol dyrere end nødvendigt

Mest spild opstår, når du kontrollerer uden en plan. Du åbner ti faner, læser løst og glemmer, hvilken side der sagde hvad. Så må du begynde forfra, og den tid kommer aldrig tilbage. En enkelt side med dine spørgsmål og de kilder, du har brugt, sparer ofte mere, end den koster at skrive.

Et andet pengeslug er at lade kilden vælge tempoet. Hvis en person først svarer efter en uge, eller et arkiv kun har åbent få dage, bør du regne det ind fra start og lægge andet arbejde ind i ventetiden i stedet for at sidde og vente.

Endelig bliver kontrollen dyr, når du ikke skriver ned undervejs. Uden noter må du genfinde dine egne spor, og den tid kan fordoble den samlede indsats. Gode notevaner er derfor ikke pynt, men en direkte besparelse, som viser sig, første gang du skal vende tilbage til et gammelt spor.

• Start med en kort liste over spørgsmål
• Regn ventetid med fra begyndelsen
• Skriv hvert led ned, mens du går

Hvornår det er billigere at lade være

Der findes oplysninger, hvor den ærlige vurdering er, at kontrollen koster mere, end oplysningen er værd. Det gælder især detaljer, der ikke ændrer din konklusion, uanset om de er rigtige eller forkerte. Her er det rimeligt at lade dem ligge eller formulere dig, så du ikke påstår mere, end du ved.

At være forsigtig i sproget er en billig form for kildekritik. Skriver du, at noget fremgår af et bestemt dokument, i stedet for at noget er sandt, lader du læseren se, hvor din viden stopper. Det kræver ingen ekstra timer, kun præcision i formuleringen.

Jeg betragter det som en styrke, ikke en svaghed, at kunne sige: dette ved jeg, dette har jeg ikke kunnet bekræfte. Det er en hæderlig måde at holde regnskabet på, og det beskytter dig mod den dyreste fejl af alle, nemlig at bygge videre på noget, der aldrig blev ordentligt undersøgt.

Et overslag, du selv kan lave

Før du går i gang, så skriv de tre eller fire oplysninger ned, som din tekst hviler på. For hver af dem noterer du, hvor mange led der ligger mellem dig og originalen, og hvor lang tid du tror, kontrollen tager. Læg tallene sammen og tilføj en rolig margen, for næsten alt tager længere end ventet.

Sammenlign så summen med den tid, du har. Hvis den ikke passer, har du to ærlige valg: skære oplysninger fra eller skaffe mere tid. Det er langt bedre at træffe det valg tidligt end at opdage det, når fristen nærmer sig, og kontrollen bliver forhastet.

Overslaget behøver ikke være præcist for at være nyttigt. Dets værdi ligger i, at det tvinger dig til at se, hvad du egentlig har gang i, og hvilke dele af dit arbejde der koster mest. Det er den samme tankegang, uanset om du arbejder med en lille note eller en større undersøgelse.

• Skriv de bærende oplysninger ned
• Notér led og tidsforbrug for hver
• Læg en margen oveni